14-07-2019

Keramikfestival

Idyliske Skælskør danner hvert år rammen om en keramikfestival, hvor mere end 70 keramikere fra flere lande viser deres værker. Sådan var det også i år - onsdag den 10. juli, i fuld sol. Heldigvis lukkede de først pladsen af kl. 19, ellers kan det være svært at nå frem, når man har et arbejde. Jeg kunne godt ønske mig, at de flytter deres arrangement til en lørdag. Jeg tror de vil opleve, at der kommer endnu flere mennesker, og jeg føler mig sikker på, at flere mennesker vil betyde, at byens forretninger og restauranter kommer til at tjene flere penge sådan en dag. Det kan da kun være en fordel, tænker jeg.

Der var keramik for enhver smag, bl.a. disse giraf-typer, som appellerer til min humoristiske sans. Jeg synes det er skønt, når der kommer humor med ind i de ting, som vi skal kigge på. Jeg kan forestille mig, at kunstneren selv, må have det sjovt undervejs i den skabelsesproces, og det tiltaler mig også. 

Selvfølgelig var der også en masse smuk brugskunst - krus, krukker og kander med tern, prikker og striber. Når man tænker på, at det hele starter med en klump ler... Det er fantastisk hvad det kan udvikle sig til, når man både har ideerne og evnerne, og vedholdenhed! Det var dejligt at gå rundt og høre, hvordan de forskellige arbejder med deres ting, men også at de på ingen måde har noget imod at dele ud af deres viden.

Onsdag eller ej, så kan jeg kun anbefale, at du svinger forbi Skælskør næste gang, der er keramikfestival. Og faktisk også, når der ikke er...