To børn på en klippe

Der er en rute med en natursti på Bornholm, hvor jeg gik ca. 3 km fra Sandkås-Tejn til Allinge, da jeg for nylig var på solskinsøen. Øen levede fint op til sit navn, solen bagte og flere steder undervejs passerede jeg mennesker, der lå ved stranden eller var ude at bade. Det er en dejlig lille tur, hvor klippeøen viser sig fra én af sine smukke sider. Udover sand, strand og klipper, er der også en del fugleliv og rigtig mange forskellige vilde blomster, hvor insekterne summede lystigt. Der er strækninger undervejs, som er nemme at gå på, og andre steder er der klipper og trapper, der skal forceres. Derfor er naturstien ikke handicapvenlig..

På et tidspunkt blev jeg opmærksom på disse to børn, der sad på klipperne, og straks var jeg tilbage i mit eget barndomsland. Vi rejste ikke udenlands i min barndom, til gengæld oplevede vi Danmark på kryds og tværs, hvilket jeg både dengang, men især også nu som voksen, er meget glad for.

Alligevel var det MIN ENESTE udenlandsrejse, der dukkede op i min erindring, da jeg så de to børn. Måske fordi de sad på den klippe, måske fordi de var to, måske fordi solen skinnede og der var stille omkring dem. Eller måske var det en sammensurium af det altsammen. Den, min eneste udenlandsbarndomsrejse, gik til Øland. I virkeligheden husker jeg ikke så meget fra den, men der var klipper, og det havde jeg aldrig set før. Der var nogle stenarter i de klipper, som skinnede som diamanter. Nogle af dem lå løse, og straks var min bror og jeg de heldige ejere af diamanter. Som jeg husker det, legede vi i timevis på de klipper - og det var lykken! 

Det er sjovt som et eller andet kan trigge vores hukommelse... To børn på en klippe, en melodi, en duft, et ord. Mon du også kender det?