07-09-2019

Kage

Jeg bager ikke ret tit kager... Egentlig ved jeg ikke hvorfor - de smager jo godt ;-) 

Jeg kan godt lide at lave mad, og i perioder synes jeg også, at det er skønt at bage mit eget brød. Denne weekend har jeg alligevel kastet mig ud i bageriet, da jeg skal bruge noget kage til et arrangement. At jeg ikke så tit bager, betyder ikke, at jeg ikke har adskillige opskrifter... Så der var mange, der skulle ses igennem, inden valget blev truffet. Èn af de ting, som jeg synes er dejligt ved kager, og brød for den sags skyld, er at bruge grønt eller frugt i det. Det giver nogle gange en god smag, men også en saftig konsistens. I denne, dagens kage, er der brugt squash. Deraf navnet Squashkage.

Du får opskriften her, som passer til 2 brødforme:

6 æg

400gr. brun farin

3 dl. olie (naturel)

4 tsk. bagepulver

1 tsk. salt

2 spsk. kanel

450gr. hvedemel

100gr. hakkede hasselnødder

6 dl. groft revet squash (som skal i til sidst)

Æggene piskes sammen. Brun farin kommes i og røres grundigt. Olien tilsættes, og der røres igen. Dernæst tilsættes bagepulver (sørg for at der ikke er klumper i), salt og kanel. Melet tilsættes lidt efter lidt, hvor der røres grundigt, så det hele har en ensartet konsistens. De hakkede hasselnødder røres i og til sidst den groft revne squash. 

Blandingen hældes i 2 brødforme, der er foret med bagepapir. Bages i oven på 150gr. i 70 minutter. Smelt evt. mørk chokolade og kom oven på kagerne, når de har afkølet på en bagerist.

Det er altid nemt, når det nærmest passer sig selv. Duften breder sig, og de fleste vil sætte pris på et stykke. Du kan smelte noget mørkt chokolade og komme det på toppen af kagen. Får du lyst til at prøve denne opskrift - så god fornøjelse.