24-09-2019

Faxe Kalkbrud

Det er fantastisk at forestille sig, at for 63 millioner år siden var Faxe Kalkbrud dækket af vand. Her var koraller, som hajer, krokodiller og blæksprutter svømmede rundt imellem. Sammen med en masse andre dyr og planteorganismer har de dannet kalken. Derfor kan man være heldig at finde fossiler, hajtænder og koraller, hvis man bevæbnet med hammer og mejsel, og stor tålmodighed, begiver sig i kast med at undersøge de mange kalksten, der ligger. En rigtig god tur for hele familien, da alle kan være med. Det vil være en rigtig god idé at tage gammelt tøj på...

Selve kalkbrydningen startede helt tilbage i 1200-tallet, og er Danmarks største menneskeskabte hul i jorden. Der bliver stadig arbejdet dernede, så det er selvfølgelig vigtigt at holde sig på afstand af de store maskiner.

Jeg var der i lørdags - ikke for første gang, men oplevelsen var også stor denne gang. Solen skinnede fra en meget blå himmel og gav et smukt farvespil i vandet. Der er 3 søer dernede, og det ser fantastisk indbydende ud. Jeg blev overrasket over at se, at der var flere forskellige fugle, bl.a. lappedykkere, hvilket indikerede, at der var fisk. Og det var der, da jeg kiggede efter - nogle små nogle. Flere steder var der også sommerfuglebuske, som på billedet. Et dejligt sted med højt til himlen og rigtig mange, gode fotografiske muligheder.