Efterårsferie i naturen
Jeg er vild med at iagttage dyrene, når de er ude i det fri. Jeg tror der for mig ligger flere ting i det, end det blot at iagttage.
Jeg vælger at give mig selv en time out, hvor jeg kan være for "blot" at være. Lade roen falde på, lytte til naturens stemmer - og dem er der mange af. Lige fra et pip fra en fugl, til et bølgeskvulp til lyden af en kvist, der knækker. Jeg kan også indsnuse alle de dufte - og nogle gange lugte, der er. Duften af den våde jord, blomster, græs. Vejret i sig selv dufter også forskelligt.
Sjovest af alt er at se på dyrenes adfærd. Og er jeg der længe nok sammen med dem, så glemmer de hen af vejen, at jeg er der. I starten er de som regel nysgerrige på, hvem det nu er, der er kommet ind i deres flok.. De glor, og nogle kommer hurtigt tæt på, andre holder sig lidt i baggrunden, men er dog nysgerrige. Andre nærmer sig forsigtigt, men fortryder igen, mens andre fuldstændig ignorerer mig.
Efterhånden som de mister interessen for mig, og bliver trygge ved mit selskab, begynder dyrene at agere, som de plejer med hinanden. De spiser, bøvser, nærmer sig hinanden, går væk fra de andre, sover, og som dem på billedet... lægger op til dans?
Det er givetvis en helt almindelig adfærd, men når jeg ser den slags situationer, så begynder min fantasi at røre på sig. Jeg begynder at digte historier, og det er sjovt! Dejligt er det selvfølgelig også at få taget sådan et billede, som jeg kan bruge i en anden sammenhæng, men det er også sjovt i situationen. Og en skøn måde at være i naturen på.
Efterårsferien er et tidspunkt, hvor måske især børnefamilierne har fri. Der er lavet flere undersøgelser om, hvordan naturen påvirker os på den gode måde - lige fra at være stressreducerende til at være et sted at få brugt sin krop aktivt. Der er efterhånden også kommet mere og mere fokus på, at rigtig mange børn savner tid sammen med deres forældre.
Tid og nærvær er desværre en mangelvare i en travl hverdag hos rigtig mange familier, og derfor vil ture i naturen sammen, være et godt sted at få genskabt sammenhørigheden. Der kan man deles om de oplevelser, der er, uden en masse støj og larm, som vil forstyrre kontakten.
Jo mindre børnene er, des lettere er det at vænne dem til, at det er "sådan vi gør her i familien". Men større børn vil temmelig sikkert også kunne lære at nyde det, fordi de får tid sammen med mor og far, som har tid til dem.
God fornøjelse...