26-12-2019

Nyt år

Fremtiden ligger lige foran os hele tiden, og hvert år ved årsskiftet er der mange mennesker, der holder en fest, hvor der bl.a. er traditioner med at hoppe ind i det nye år, når klokken slår tolv. Kender du den tradition? Der er også dem, der sidder alene - enten frivilligt, eller fordi der er nogle livsomstændigheder der gør, at det er blevet sådan. 

I vores mere eller mindre forjagede verden og hverdag, snakkes der mere og mere om, at vi taler om fortiden og alt det, vi har lavet, eller vi orienterer os mod, hvad vi skal om en uge, en måned eller når vi går på pension... Det er tilsyneladende svært for mange af os, at være i nuet, og "bare" være. 

Det er sikkert ikke uden grund at flere og flere mennesker mediterer, dyrker yoga eller noget helt andet, der giver ro i sindet - det er der et kæmpe stort behov for. Som jeg flere gange har nævnt, så er det i naturen, at jeg finder den ro. Og det undrer mig til stadighed, at jeg sjældent møder andre mennesker derude.

Nå, men i fht at et nyt år står på spring... eller venter lige om hjørnet... så holder jeg selv af at reflektere over både fortid og fremtid, og hvordan det kan spille ind i min nutid. 

Jeg vil gerne fylde mit liv med glæde og gode oplevelser, fordi det giver den gode energi til at overkomme de dage, hvor der er nogle bumb på vejen, hviket jeg ikke tror på, at vi kan undgå. Men med lidt overskud på glædesbarometeret, kan vi nemmere takle vores bumb på en måde, så vi ikke helt går i stykker. 

Til gengæld må vi selv tage ansvar for, at vi får den der glæde ind i vores liv... For mig betyder det ikke, at vi skal klare alting selv. Vi skal bestemt også række ud efter andre. Men vi er nødt til at være aktive frem for at sidde hjemme i sofaen, medmindre naturligvis, at det er det, vi forbinder med glæde... Min pointe er, at vi kan ikke tillade os at give andre skylden for, at vi ikke får det, vi ønsker os. Hvis vi ikke selv har gjort noget for at komme nærmere det, vi søger, så kan vi ikke tillade os at brokke os.  

Det smukke er, at når vi finder det, vi gerne vil, og selv har gjort det, der var nødvendigt, evt. med andres hjælp og støtte, så bliver vi gladere. Og hvad der gør glad, er jo heldigvis individuelt, så der er rigeligt at tage af ;-)