05-01-2020

En kop kaffe i det fri

Jeg vil tro, at der har været ca. 1 graders varme i dag, men næsten ingen vind. Derfor kan det snildt lade sig gøre at nyde en kop kaffe og en rugbrødsmad i det fri. Det smager fantastisk efter en god travetur i skoven. Måske kender du også til det med, at madpakken er en anelse bedre i det fri, gerne efter noget hårdt arbejde eller som her en travetur? Fordelen ved temperaturen en dag som i dag, er jo, at maden sagtens kan holde sig uden køletaske. Selvfølgelig skal man være pakket godt ind - helst med flere lag tøj. Det isolerer bedst, som du sikkert ved. 

Jeg opsøgte et af mine lokale ynglingssteder, shelterpladsen ved Ugledige sø, hvor der både er borde og bænke, shelter og muldtoilet. Og naturligvis den smukke udsigt ud over søen. Der er en del af den slags pladser rundt omkring, som vi kvit og frit kan benytte os af - nogle har også bålpladser og legepladser udført i træ. Det skriver jeg om på et andet tidspunkt.

Heldigvis er det mit indtryk, at de mennesker, der kommer her, har lige præcis den forståelse og respekt der skal til, for at her er hyggeligt og lækkert, og skraldespanden bliver benyttet. Der ligger ingen affald og flyder, og tingene ser pæne ud. Dejligt!