Fra skærmtid til nærvær
I de fleste kommuner i Danmark starter vinterferien i morgen, og jeg vil tro, at der er en del, der glæder sig til at kunne slappe af, måske sove lidt længere end til daglig, få nogle andre oplevelser, end hverdagens travlhed levner plads til..
Og der er jo rigeligt, man kan foretage sig. Jeg vil selvfølgelig opfordre til ture i naturen... Men jeg ved da også fra mig selv, at hvis himmel og hav står i et, så kan talemåden "Der er ikke forkert vejr, kun forkert tøj", ikke rigtig fange an.. Jeg synes ikke det er sjovt at blive gennemkold, uanset hvordan jeg har pakket mig ind. Jeg bilder mig ind, at der sikkert er flere der har det på samme måde?
Men måske er det vigtigt at forholde sig lidt til, hvordan vi bruger tiden, når vi er sammen. Eller når vi har mulighed for at være sammen. Hvordan kan vi optimere kvaliteten af vores samvær? Hvad er kvalitet egentlig?
Der er givet stor forskel på, om man er barn eller voksen i den sammenhæng. Men umiddelbart er mit bud, at det er de voksne, der på en eller anden måde, skal brede mulighederne ud for børnene. Ud fra den tanke, at voksne som regel har en større erfaring end børn... Og ud fra den tænkning, at det børn har lyst til, måske ikke altid er det, de har brug for.
Børnene vil som regel vælge det, de allerede kender i forvejen, eller som de har hørt andre børn snakke om, hvilket er helt fint, men - måske - er de også lidt begrænset i deres idébank. Nogle - både børn og voksne, vil måske også straks tænke, at nu skal vi ud og have en masse oplevelser og gang i den. Og for nogen, vil det sikkert være en rigtig god idé, mens det for andre måske mere er nærværet med familien, der er i underskud.
Der er flere ting der taler for, at rigtig mange børn, mangler tid og nærvær. Hvilket bl.a. hænger sammen med, at både de selv og deres voksne har opmærksomheden alt for meget rettet mod forskellige skærme. Således bliver den enkelte på en måde isoleret i sin egen lille skærmverden, og interaktionen med andre udebliver, eller foregår gennem skærmen. Det kan godt starte en følelse af ensomhed...
Der er mange ting, man kan foretage sig sammen, også hjemme. Spille brædtspil, læse historier, tegne og male, bage, bygge ting af genbrugsmaterialer... Kun fantasien sætter grænser. Mit lille bidrag til en familieaktivitet i denne omgang må være denne lille, enkle og sunde snack:
Det er dadler, mandler og mørk chokolade.
Dadlerne udstenes lige så forsigtigt, og i stedet for stenen, kommes en mandel ind på stenens plads. Jeg har brugt mandler uden "skal", men jeg tænker egentlig ikke, at det er strengt nødvendigt. Den mørke, min. 70% chokolade, smeltes ved lav varme, og når den er klar, så stik en kødnål eller lign. i dadlen, og dyp den helt i chokoladen. Hver enkelt lægges til tørre på et bagepapir, indtil de er kolde. Så kan de spises... Bliver der nogle tilovers, kan de hver især pakkes ind i madpapir og opbevares et køligt sted (ikke køleskab).
Når nu ferien starter her, så vil min opfordring være - at være sammen, som det allervigtigste. Snak og lyt og vær nysgerrige på hinanden. Rigtig dejlig ferie!