Ensomhed

Jeg er sikker på, at det for mange mennesker er en svær tid, nu her, mens vi har Coronapandemi. Flere ting er svære, rigtig svære, og for nogle også meget, meget alvorlige.

Det bliver der både sagt og skrevet en masse om - og det er godt at få fokus på det altsammen.

Noget af det, jeg især er optaget er, er ensomheden. Følelsen af at være så alene, at det næsten bliver ubærligt. Det gør ondt og det skaber stor tomhed indeni. Det er der mange, der er. Det var der også mange der var før denne pandemi, men nu er der kommet stor fokus på det. Og midt i alt det forfærdelige, så er det faktisk positivt, at det ikke længere er så skamfuldt at sige højt: Jeg er ensom...

Typisk for tabuer er, at de er skamfulde at være bærere af. Vi kan føle os som de eneste i verden, der har det sådan, måske er vi nogle mærkelige nogen, måske er det vores egen skyld...

Ensomhed bl.a. er ikke noget, vi snakker højt om i de sammenhænge, vi færdes i, og måske ligger der lidt i det, at hvis vi ignorerer det, så forsvinder det nok..? Måske pirker det til vores egen dårlige samvittighed, måske er vi bange for selv at blive ensomme, måske ved vi ikke, hvordan vi skal møde det...?

Denne krise har, i hvert fald mange steder, bevirket, at mange flere mennesker er begyndt at gøre noget for nogle andre. Jeg hører de fortæller, at det gør dem glade! Hvor er det skønt, og mit allerbedste håb er, at det ikke kun er i krisetid, at næstekærligheden er så stor. 

Jeg håber, at alle vil være mere opmærksomme på andre, og at endnu flere kontakter, der - på afstand - er skabt nu, vil være kontakter, der fortsat vil eksistere på den anden side..