"Bare Danmark"
Der kører en kampagne under navnet "Bare Danmark". Det handler selvfølgelig om, at vi bor i et land, der har en masse at byde på - faktisk så meget, at vi ikke behøver at rejse til alle mulige andre destinationer ude omkring. Endnu mere aktuelt er det vel også i forbindelse med pandemien, hvor det efterfølgende... (Vi skal jo fortsat være forsigtige) er vigtigt at støtte alt det, vi kan, rundt omkring i Danmark.
Der er mange brancher, der bløder, og hvis vi ikke støtter på alle mulige måder, så er der mange, der må dreje nøglen om. Det handler selvfølgelig om, at vi tager et bevidst valg om, hvor vi vil lægge vores penge.
Jeg kan også godt lide at rejse udenlands, men jeg behøver ikke at rejse mange gange om året... Jeg er faktisk af den holdning, at vi bør kende vores eget land. Der er noget mærkeligt i, hvis vi ikke har været ved vores eget Vesterhav, men til gengæld har været i Thailand - synes jeg.
Og måske kan vi også gøre os selv en tjeneste at gå på opdagelse i Danmark. Måske kan vi blive positivt overraskede - både over den mangfoldighed af oplevelser, der er tilgængelige, uanset om vi er en børnefamilie eller vi "kun" er voksne, og over alle de forskellige naturoplevelser, der findes rundt omkring.
Danmark emmer af historie, naturfænomener og mangfoldighed - alt lige fra det fladeste marskland i det sønderjydske, op langs den klitteklædte vestkyst, til de smukkeste bakker i det nordøstlige Jylland. På Fyn finder vi de skønneste vandbyer med hyggelige miljøer og utrolig mange småøer, som alle har deres egen charme. På sjælland og øerne er der ligeledes store forskelle på landskaberne og masser af seværdigheder af alle mulige slags - og i Østersøen ligger så den klippeklædte lille solskinsø, som i hvert fald på nordsiden, ikke ligner andre steder af Danmark.
"Bare Danmark" er bestemt værd at lære nærmere at kende...