27-09-2020
Som perler på en snor
Selv om sengen sagtens kan trække en søndag morgen, kan det også trække at stå tidligt op - især når tågen ligger hen over byen og dækker mere eller mindre over naturens skønhed, som om den vil gemme på en hemmelighed..
Morgenduggen i edderkoppespindene er et magisk syn, der uanset hvor blikket vender hen, oplyser om, hvor flittige de er - og dygtige. Der behøves ingen bygherre eller arkitekt, men hårdt arbejde og vedholdenhed. De klarer at bygge deres spind på ca. 1/2 time.
Sikke kunstværker! Lige der i morgenens stilhed, er der et lille strejf af lykke. Dugdråberne minder om perler, og jeg tænker, at vi alle skal huske på at gemme på de gode, smukke og værdifulde øjeblikke i vores liv, og samle på dem, som perler på en snor.