01-03-2021

Abstrakt

Jeg var egentlig på tur for at tage nogle naturbilleder. Allerede en uge efter, at vores lille land mange steder var dækket af sne og fantastiske isformationer, viste dagen sig fra en solfyldt og forholdsvis mild side, og næsten al sneen var væk. 

Jeg fik også taget lidt naturbilleder. Særlig nød jeg de meget intense blå og brune nuancer. Meget, meget smukt. Og det kunne være blevet én af de dage, hvor det var naturbillederne, der vandt.

Men min trang til forandring bankede på :-) Jeg begyndte derfor at kigge særligt efter forskellige strukturer i forskellige materialer, samt farvesammensætninger. Ligesom jeg begyndte at fotografere efter ICM = Intentionel Camera Movements, som jeg har gjort før, og også skrevet om, og som jeg synes er en virkelig sjov måde, både at bruge sit kamera, men også kreativiteten på. 

Det kan umiddelbart se lidt mærkværdigt ud, vil jeg tro, hvis man ser på det udefra, fordi man nok er mest vant til, at dem der fotograferer, holder deres kamera stille. Her er der, som det fremgår af navnet, bevægelse imens, samtidig med, at der bruges lang lukketid. Jeg forsøger også at tænke komposition ind med det samme, så jeg er nogenlunde sikker på, at der ikke skal beskæres i billedet. Derefter venter redigeringen.

Dette billede blev ét af resultaterne.