05-03-2021

Åsen ved Næstved

Trænger du til at komme en tur i skoven, hvor benmusklerne kan blive udfordret? Så er Åsen ved Næstved måske et meget godt bud for en rask travetur - bakke op og bakke ned.

Man kan parkere ved Fruens Plantage, hvor der også er en oplysningstavle i forbindelse med bl.a. nogle af de afmærkede ture der er. Holder du af at overnatte i shelter, er det også en mulighed her.

Der er et sagn forbundet med Åsen... Der boede en trold i Fladså, som måske var en anelse ondsindet én af slagsen. Da han havde brug for at sove middagslur, men blev forstyrret af kirkeklokkerne inde i Næstved, blev han rasende! Han tog derfor en stor sæk og fyldte den med jord, sand og grus og slængte den over skulderen i den hensigt at drukne kirken i selvsamme materiale. Da han med hidsige skridt begav sig på vej til Næstved, opdagede han ikke, at der var et lille hul i sækken. Den jord, der sivede ud i den forbindelse hele vejen til Næstved, blev til det, vi i dag kalder for Åsen. 

Og hvordan endte historien så? Da trolden nåede Næstved og opdagede, at han havde mistet en masse jord undervejs, blev han endnu mere edderspændt rasende, og som det sker for os alle, når vi befinder os i det røde felt, så er det svært at handle fornuftigt og rationelt. Således også for den store trold... I al sin arrigskab og vrede kylede han sækken fra sig... Og således blev Munkebakken til.

Åsen skulle efter sigende også være Danmarks længste bjergkæde - ca. 10 km lang og nogle steder op til 50 meter i højden. 

God tur :-)