02-05-2021

Glænø

Mellem Skælskør og Bisserup finder man øen Glænø, der ligger næsten som en lille afsondret verden for sig. Man kører via en smal dæmning dertil og ud af små, snoede veje, hvor husene ligger og ser hyggelige ud. Der bor vist nok omkring 50 mennesker der, så mon ikke de kender hinanden? 

Helt ude for enden er der en parkeringsplads, for så er det slut med at køre. Vandet glimter i solen og bølgerne ruller. Til den ene side går der en sti langs et hus, hvor der længere fremme er et fint kig til bl.a. Bisserup og Ormø. Sidstnævnte er én af Europas største skarvkolonier.  Her i ynglesæsonen, er det ikke muligt at gå ret langt af denne vej, men smukt er det alligevel.

Til den anden side er der mulighed for at gå ned på stranden, og bare nyde vejr og vind. Vil man ud på en længere tur, kan man gå op over stranden på et markstykke, hvorefter der igen er nedstigning til stranden. Her er der, som på billedet, de fineste klinter og træer, der gror faretruende nær kanten.