Lille sommerfugl
På min vej gennem den by, hvor jeg slår mine triller... Hedder det virkelig det?
... Nød jeg at se, hvordan min kommune har taget det alvorligt i fht. at være en del af konkurrencen om at blive den vildeste kommune i fht. biodiversitet. Det blomstrer og gror flere og flere steder med bellis, mælkebøtter, violer og alle de andre, der oprindeligt hører til på denne årstid, og som nu får en renæsance og en chance, og som giver føde og næring til vores trængte insekter. Tak for det - og jeg tillader mig at håbe på, at det fortsætter på den anden side af konkurrencen. Fordi det her er absolut ikke "bare" et spil, hvor man kan vinde eller tabe, hvorefter man kan gå videre til andre spil og konkurrencer.
Og der på en stille sti et sted, hvor der kun var lyden fra summende insekter, hvor lykken næsten var mærkbar, så jeg denne lille, fine flyver. Han fløj fra blomst til blomst, men som om han hørte mit ønske om at blive siddende blot lidt længere, så var det faktisk det, der skete, og jeg kunne få lov til at forevige ham.
Aurora er navnet, og jo, det er en han... Han kendes på sine orange farver på vingespidserne, hvor hunnen er hvid med gråsorte tegninger. Puppetiden for denne lille én er ca. 10 måneder, men det er da værd at vente på, ikke? Vi kan være heldige (og hjælpe lidt på vej via vores blomster) at se dem fra sidst i april til starten af juni.
Afsted, afsted...