Kalundborg Kirke
Den femtårnede kirke, Vor Frue Kirke, ligger i den gamle bydel i Kalundborg. Den menes at være bygget omkring 1170. I højbyen, som den gamle bydel kaldes, er der masser af stemning blandt de velbevarede gamle huse og toppede brosten. Mange af husene er desuden fredede.
Kirken har en næsten borgagtig fremtoning med sine fem tårne, men har i følge wikipedia ikke været brugt som et led i at forsvare byen.
De fem tårne skal lede tanken hen på det himmelske Jerusalem, hvor Gud og mennesker, i følge bibelen, ved tidernes ende skal bo sammen. Fordi man i middelalderen forestillede sig det himmelske Jerusalem, som en by befæstet med fem tårne.
Midtertårnet på kirken er ca. 10 meter højere end de øvrige. Det kaldes for Mariatårnet efter Jomfru Maria. De øvrige tårne er opkaldt efter hver sin helgeninde. Sankt Anna mod øst, Sankt Gertud mod vest, Sankt Maria Magdalene mod syd og Sankt Chatarina mod nord.
Kalundborg by, der har ca. 16.000 indbyggere ligger inderst i Kalundborg fjord, hvor der ikke er langt til Røsnæs. Røsnæs er bestemt et besøg værd med masser af natur og smukke kig ud i henholdsvis Kalundborg Fjord og Sejerøbugten.