17-10-2021

Arkitektur

Det har været en kæmpe stor fornøjelse at gå rundt i Århus´ gader og stræder, hvor nyt møder gammelt, eller også er det omvendt.. 

En fornøjelse på den måde, at der er smæk på kontrasterne og at der er alle de linjer og former i alt det nye, der rent fotografisk derfor også har været en god udfordring. Måske også som kontrast til alle naturbillederne, der ind imellem begynder at kede mig en smule, med mindre det er noget helt særligt, jeg støder på. Det kan jo lyde mærkeligt, når nu naturen betyder så meget for mig, men det er i motiverne, jeg har brug for noget afveksling... og nogle gange en pause.

At gå rundt i Århus har også været ret overvældende, fordi jeg på den ene side kan begejstres af netop linjer, former og farver rent fotografisk, mens jeg på den anden side er mere i tvivl om, hvor vidt jeg egentlig synes om det, der er i gang. Jeg får lidt en følelse af, at den ene arkitekt efter den anden måske nok har haft en fest hjemme på skrivebordet, mens det i virkeligheden bliver et kapløb om, hvem der kan få det største hus på havnemolen - og det er uanset, om den nyeste bygning så skygger for den, der er lidt ældre. 

Uanset hvad, så er der masser at kigge på, og lige dette billede, fra denne vinkel, kan gøre det svært helt at begribe, om man overhovedet kan bo med så spidse vinkler - men det er der nogen, der gør, så det kan man godt :-)