Næstved

I går var en råkold, solrig dag, og det lokkede mange mennesker på gaden i Næstved by. Jeg var på fototur, og havde forskellige projekter i tankerne. Det ene af dem blev dette, som jeg synes integrerer livet i byen - corona eller ej. 

Ben og fødder, der flytter sig - nogle gange insisterende på at få plads omkring sig, nogle gange afventende, der lader andre passere. Med en barnevogn foran, med krykker, med hinanden i hånden, alene på vej... De/vi er der allesammen, og set fra gadeplanets vinkel, også lidt sjovt at betragte.

Ligesom jeg blev betragtet, som jeg sad der - med undren, med løftede øjenbryn, et lille smil... Hvad mon hun laver der på den kolde asfalt :-) 

Betragter livet, der går forbi i den by, hvor jeg voksede op, og hvor årene væk derfra betyder, at jeg kan se, at der sker forandringer, som måske er sværere at få øje på, når man er der på daglig basis. 

For hvor meget ser vi egentlig? Hvad lægger vi mærke til? Bevarer vi nysgerrigheden? Hvordan bidrager vi selv til både forandringer og til at bibeholde det gode, der er?