Bilkirkegården i Ryd, Sverige

Jeg får næsten lyst til at skrive... Der var engang en mand, der hed Åke og Danielsson var hans efternavn. Han ville gerne arbejde og tjene nogle penge, og derfor begyndte han at grave tørv i Kyrkö mosen. Det var tilbage i 1930érne. 

Efterhånden fandt Åke ud af, at det ikke længere kunne betale sig at grave tørv, og derfor måtte han finde på noget andet. I 1940érne begyndte han derfor at skrotte biler, og det gik vist meget godt, meget længe. Lige indtil der i 1960érne blev bygget en stor hovedvej, som betød at kunderne udeblev... Herefter begyndte bilerne at forfalde mere og mere.

Er det natursvineri? Er det et stykke kulturhistorie? Er det kunst? Tja... Det har der været en masse strid om mellem bl.a. kommunalpolitikere og museer. Men der er truffet en beslutning om, at kirkegården må være der ind til 2050.

Personligt er jeg delt mellem det åbenlyse natursvineri og det fuldstændig fantastiske skue, der åbner sig foran mit kamera. Og da det var med fotografi for øje at besøge stedet, var det faktisk meget let at blive betaget. Naturen er ikke til at stoppe, og vokser og gror derfor ind og ud mellem de rustne vrag, der i al deres forfald er små kunstværker. Der hviler også næsten en andægtig stilhed over stedet, ligesom på en - nå ja, kirkegård, og det er nemt at forestille sig, at disse gamle køretøjer engang tilhørte nogen, og var en del af en større cyklus. Måske var det historiens vingesus, der fløj forbi?